Lappi - den fjerde

 

Siden vores anden Husky, Nanoq, døde i 2008 har vi med passende mellemrum diskuteret om vi skulle anskaffe os en "lillebror" til Kamatz eller ej. Som tiden gik blev mellemrummene mellem disse diskussioner kortere og kortere, og til sidst stod det klart for os begge, at nu var tiden inde til igen at anskaffe os en hund nummer to.

 

Så op mod årsskiftet 2011-12 begyndte vi for alvor at lægge kræfter i søgningen. Mange forslag var oppe at vende, og de fleste af disse blev forkastet igen. Men der begyndte at tegne sig et billede af at vores næste hund ikke skulle være en Husky. Det stod dog også klart at vi ikke ville bevæge os udenfor det nordiske spidshundesegment, så stille og roligt begyndte det at snævre sig ind omkring Islandsk Fårehund.

 

I den så vi den ideelle kombination af størrelse, temperament og de spidshundeegenskaber vi er kommet til at holde så meget af. Og dermed var vejen banet for at Lappi kunne komme ind i vores tilværelse - en 3½ år gammel han, hvis hidtidige familie havde taget den svære, men ansvarlige beslutning at omplacere ham, fordi der ikke var den tid og opmærksomhed der skulle til for at give ham et godt "hundeliv".

 

Den 23. februar 2012 flyttede han så ind hos os, og der har ikke været mange stille stunder siden. Kamatz og Lappi "klikkede" med det samme, og i fællesskab gjorde de en behjertet indsats for at pløje vores græsplæne op med vilde jagtlege. Fordelen ved det var, at de begge var så trætte ved sengetid, at nætterne forløb fuldstændig roligt.

 

Vi havde ventet at Lappi ville blive lidt stresset over flytningen, man med Kamatz' mellemkomst, fik han tilsyneladende ikke tid til at tænke over hvad der er sket. Vi kunne hurtigt konstatere, at han faldt godt til, og vi kunne også konstatere, at vi havde fået en knivskarp og ekstremt lærenem hund i husstanden.

 

Lappi var ikke vant til at gå med snor, så på de første par ture med snor, gav lidt problemer med at finde den rigtige vej rundt om lygtepæle, træer og skilte. Men i løbet at blot 24 timer lærte han hvad vores hjemmestrikkede kommando "udenom" betyder, og han lærte lige så hurtigt at kende forskel på højre og venstre. Vi kunne således allerede dirigere ham i vejkryds ved blot at fortælle ham retningen efter blot et par dage.

 

Lappi er ikke en Husky. End ikke tæt på. Han er meget social og knytter sig tæt til sin menneske-familie, han er lærenem, og selv om han er meget selvsikker, holder han alligevel af at være tæt på mennesker. Så den særlige Husky-karakter, der langt hen af vejen er meget modsat disse træk, og som vi fejlagtigt havde fortolket som typiske Nordisk spidshunde-træk, gælder ikke for Lappi. Men han er en rigtig lille charmør, og han går ind i alle med træsko på - hunde såvel som mennesker.

 

Og at han ikke er glemt af sin tidligere familie vidner den søde tegning, som han fik af Isabella, tydeligt om. Tegningen er første billede i billedfremviseren.

 

Fra den 24. til den 26. august 2012 deltog han i Islandsk Fårehundeklubs træf på Feddet nær Præstø, og her blev han så udstillet første gang. Det var den svenske dommer Hans-Åke Sperne der dømte, og i fårehundekredse regnes han for lidt af en guru. Derfor var vores overraskelse - og stolthed - også stor, da Lappi gik hen og vandt sin gruppe og hjemførte en vandrepokal, der er marginalt mindre end ham selv. Den kan du også se i fotogalleriet.

 

Ved samme lejlighed fik Lappi lokket sin gamle far med ud på en Agility-prøve. Det var til gengæld ikke nogen god premiere, men jeg tror vi fik mange points for underholdningsværdien. Ingen af os blev dog så skræmte af oplevelsen at vi har mistet lysten til at prøve igen. Vi mener begge - både mand og hund - at der er muligheder i det her.

 

Og så er der lige det her med fårehund... Man skulle jo formode at Lappi, som repræsentant for de hyrdende racer, ville have et vist talent for at styre en fåreflok. Men i begyndelsen af maj 2013 var han til hyrdetest på Lolland, og her demonstrerede han meget tydeligt, at vi nok skal søge hans stærke sider andet steds. At han måske skulle "hjælpes lidt på vej" var vi nok forberedte på, men hans totale mangel på interesse for fårene kom alligevel bag på os. Men skidt pyt! Han krammer varmt og kysser vådt, og så kan vi ikke forlange mere. Desuden har vi ikke får i haven alligevel, og vi havde en dejlig får-årsdag sammen med ligesindede - og en masse andre dejlige Islændere.